Jeg kender ingenlunde forfatterens intention og eller hensigt vedr. bogen. Min fornemmelse er, at Plambeck, forsøger at belyse fænomenet og tendensen: partnerdrab. B.la. Ved information på s. 217: “En kvinde, der forlader sin kæreste, er en af de mest mordtruede I Danmark, fortalte en drabschef mig engang på en restaurant på Amager. Han havde holdt et oplæg på Saxo-Instituttet om kriminalitet I et historisk perspektiv. Om aftenen tog nogle af os fra instituttet ud at spise sammen med ham. – Ingen andre skal have det, jeg ikke kan få, sagde drabschefen, sådan tænker manden. – For den slags mand føles det, at hans kæreste går fra ham lige så krænkende som at blive truet på livet, sagde drabschefen og drak af sin vin, – derfor føler han sig I sin gode ret til at slå hende ihjel. – Hvert andet kvindedrab I Danmark bliver begået af en kvindes partner eller ekspartner, sagde drabschefen, langt de fleste af dem bliver dræbt med en kniv. Det er det mest udbredte mordvåben I Danmark. Og det på trods af, at du som drabsmand med en kniv kommer tæt på dit offer. Det kræver psykologisk overvindelse. Med en pistol har du afstand til offeret. Med en kniv mærker du offerets krop. Du mærker stødene I skaftet, når du holder om kniven og stikker den ind I kroppen. En tjener kom hen til bordet og skænkede mere vin I glassene. – Vi kan alle slå ihjel, sagde drabschefen, det er egentlig sådan, de fleste mord opstår. Det er normale mennesker I affekt. -Ja! Sagde jeg pludselig og højt, at Inger drejede hovedet og så på mig. Det er ikke os alle, der bliver mordere, sagde drabschefen.”
Perspiktiveret til Ayas oplæg ang. Anna Michelsen @ Tårnfuglen s.268: “Den der skriver historien har magten sagde jeg. Men er det muligt at fortælle en andens historie uden at begå vold mod den eller personerne i den? Jeg tror det ikke.”
Hvilket egentlig er “sagens” kerne vedr. min kritik af romanen…
Fortsættes.